Arnarulunnguaq Det lille store kvindemenneske
Kvinden på den 5. Thule ekspedition 1921-24
Arnarulunnguaq betyder ”den lille kvinde”, men i virkeligheden var hun en ”stor kvinde”, som fortjener en markant plads i historien. For mens den 5. Thuleekspedition og Knud Rasmussen er gået hen i historiebøgerne som en af de vigtigste ekspeditioner i Arktis, er det først i nyere tid, at Arnarulunnguaq er trådt ud af skyggen.
Ud af 14 deltagere fuldførte kun tre personer hele 5. Thuleekspedition: Arnarulunnguaq, hendes fætter Qâvigarssuaq Miteq og Knud Rasmussen. Sammen rejste de 18.000 kilometer, eller det, der svarer til halvdelen af jordens omkreds, til fods, hundeslæde og umiaq.
En ekspedition med styrke, mod og synåle
På den 3 år lange ekspedition var rollefordelingen klar; Miteq var en dygtig fanger og eminent til at læse isen og finde vej. Knud Rasmussen var dygtig til at tale med inuit på tværs af ruten og indsamle deres historier, myter og sagn. Mens Arnarulunnguaq havde en afgørende rolle for ekspeditionens overlevelse: at sy og reparere ekspeditionsdeltagernes tøj og kamikker. Med deres individuelle styrker klarede de tilsammen det ekstreme vejr og lange afstande.
Kvinden med mange talenter
Arnarulunnguaq var ikke bare dygtig med en synål, men arbejdede på lige fod med mændene med at jage, køre hundeslæde, bygge tørvehuse og lave mad. Desuden arbejdede hun som videnskabelig assistent for Knud Rasmussen. Her har hun blandt andet aftegnet mønstrene på de traditionelle inuitkvindetatoveringer. Ligesom hun indsamlede og konserverede planter og var med til arkæologiske udgravninger
Ikke den eneste kvinde
Mens Knud Rasmussen er grundigt beskrevet i historiebøgerne, er der kun få linjer om Miteq, Arnarulunnguaq og de andre inuitiske ekspeditionsdeltagere. Men der var også andre kvinder med på ekspeditionen, Arnarulunnguaq havde selskab af kvinderne Arqioq og Arnannguaq, der fulgtes med deres mænd på den første del af ekspeditionen. Men Arnarulunnguaq var altså den eneste kvinde, der gennemførte fra start til slut
En overlever hele livet
Arnarulunnguaqs fik en brutal start på livet. Som syvårig mistede hun sin far, hvilket var en katastrofe for hendes familie. Da manden traditionelt var familiens forsørger, måtte moderen forsørge sig selv og sine fire børn. Der var ingen vej uden om: et af børnene måtte ofres. Da Arnarulunnguaq både var den yngste og en pige, måtte hun ofres først.
Ifølge Knud Rasmussens beskrivelser måtte hun selv lægge et reb om halsen for at vise, at hun forstod situationen. Men hendes bror, Ajako, brød ud i ulykkelig gråd, og til sidst kunne deres mor ikke gennemføre det. Oplevelsen gav Arnarulunnguaq en særlig taknemmelighed for livet og åbenhed over for andre mennesker.
Døden blev dog et tema for hendes liv. Da 5. Thuleekspedition startede i 1921var Arnarulunnguaq 25 år. Egentlig var det hendes bror, der var udvalgt til at være med på ekspeditionen, men han begik selvmord kort forinden, derfor blev Arnarulunnguaqs og hendes mand selv udvalgt af Knud Rasmussen i stedet. Desværre døde hendes mand af lungebetændelse lige inden afrejsen fra Nuuk. Arnarulunnguaq valgte alligevel at tage af sted på sit livs ekspedition.
Hun døde selv kun 37 år gammel af tuberkulose på hospitalet i Uummannaq i 1933 – samme år som Knud Rasmussen.
Et forbillede for os alle
For alle os i Meqqusaalik er hun en ikonisk kvinde med en helt særlig styrke og viden om at klare sig i naturen. Denne sommer hylder vi hende med en t-shirt, der bærer hendes ansigt. En kvinde, vi alle kan være stolte af og lade os inspirere af. Men også minde os om, at vi er vigtige for hinanden, når stormen raser derude.
Som Knud Rasmussen selv har sagt: ”Hun, den eneste Kvinde, der nogensinde har berejst Nordvest-Passagen, skal gaa over i dansk-grønlandsk Historie som En, der aldrig maa glemmes.”
ALLAASERISAT ALLAT

ARNARULUNNGUAQ Det lille store kvindemenneske
Til oversigten Arnarulunnguaq Det lille store kvindemenneske Kvinden på den 5. Thule ekspedition 1921-24 Arnarulunnguaq betyder ”den lille kvinde”, men

Slædehunden – vores urgamle ven
Til oversigten Slædehunden – vores urgamle ven Vi kom vandrende sammen til Grønlands rige jagtmarker. Siden da har samarbejdet mellem

Vores flag – vores stolthed
Vores nye Kalaallit Nunaat hue hylder vores flag, natur og fællesskab. For Erfalasorput er vores stolthed. Det er solen og
