Vores grønlandske slædehund er verdens ældste hunderace, som igennem årtusinder har tilpasset sig livet i det arktiske. Dens genetiske arv er så ren, at den i store træk er identisk med dens forfædre, som levede i Sibirien for 9.500 år siden. De ældste hundeknogler her i landet stammer fra Saqqaq-kulturen, der højst sandsynligt har brugt hundene til jagt. Mens vi skal længere frem i historien til Thulekulturen, før vi finder sikre spor af hundeslæder.

Siden da har hundene bragt os sikkert mellem fangstpladserne, så vi kunne jage over større afstande og bringe mad med hjem til bopladserne. For med hundene kunne vi flytte os efter fangsten, opdage nye områder og bosætte os frit over hele landet.

Samarbejdet mellem hund og menneske

Det tætte samarbejde mellem hunde og mennesker har været afgørende for vores overlevelse og modstandskraft. Hundenes styrke, udholdenhed og evne til at navigere i vores barske natur gjorde dem uundværlige. Når snestormen ramte og viskede alt ud, var det netop det tætte samarbejde mellem menneske og hund, der viste vejen hjem. Sådan er det stadig i dag. Desuden træner mange fangere deres hunde til jagt, så de f.eks. kan opspore sælens åndehuller under isen. De kan også bruges på bjørnejagt, hvor hundene slippes løs og omringer bjørnen, så jægeren kan få et bedre sigte. Men hundene kan også trække andre tunge ting end slæder, f.eks. når en båd skal trækkes op på land. Samtidig er de også eminente vagthunde, der kan advare mod isbjørne, der kommer tæt på byerne.

De seneste år er der kommet flere kvinder til hundeslædekørsel. Niveauet er højt blandt både nye og erfarne kørere, og for mange er det et fællesskab med flotte velplejede hunde, hvor træning, samarbejde, nærhed og ansvar for hundene er centralt. I dag er hundehold i Grønland i høj grad en hobby og livsstil, som ofte kombineres med turisme. Her kommer folk rejsende fra hele verden for at opleve naturen fra en hundeslæde. På den måde er turismen også blevet en ny måde at føre hundeslædekulturen videre.

Fra hverdag til kulturarv

Verden ændrer sig, og det gør hundeslædekulturen også. Der er kun få steder, hvor hundeholdet er en uundværlig del af fangernes hverdag. De fleste steder er slædehundene erstattet af ATV eller snescootere, som ikke skal fodres hver dag og kan komme hurtigt gennem terrænet. Samtidig bliver vinterisen tyndere og klimaforandringerne tydeligere.

Selvom hundene er blevet færre, lever kulturen videre i os som en del af vores DNA. For de er en del af vores fortællinger, traditioner og identitet, der ikke bare handler om hundene, men også om et unikt håndværk, der er gået i arv fra generation til generation med viden om slæden, linerne, selerne, knuderne og vedligehold. Det gør slædehunden til en kulturbærer af viden og et håndværk, der stadig er værd at beskytte, fordi det samler og styrker os som folk.

Slædehundens super overlevelsesgener

• De er muskuløse og kan optage ilt bedre end andre hunde. Derfor klarer de lange krævende ture med træk af slæde.
• De kan spise meget fedtholdig kost uden risiko for at blive overvægtige eller udvikle hjertekar-problemer.
• De kan i lange perioder erstatte drikkevand med sne og spise frosset kød/fisk.
• Deres tykke lanolinholdige vinterpels holder dem tørre og varme på kroppen, i regn og frost.
• De kan fornemme selv de mindste temperaturskift.